Sådan udføres en synsundersøgelse for nærsynethed

Nærsynethed, eller myopi, er et stigende problem blandt børn verden over, og selvom udviklingen går langsommere i Danmark i forhold til mange andre lande, så ser vi også en stigning her. Men hvad betyder myopi egentlig, og hvordan vil en synsundersøgelse og en behandling forløbe? Henrik Bo Larsen, optometrist, forklarer:

– Når myopi opstår, så indebærer det, at øjet er blevet for langt i forhold til øjets brydningskraft, hvilket medfører, at det bliver besværligt at se skarpt på lang afstand. Myopien hos børn opstår oftest i alderen mellem 8 og 13, og myopien kan fortsætte med at udvikle sig i teenagealderen og hos unge voksne. Myopi udvikler sig gradvist og hvis du som forælder selv er nærsynet, så bør du være ekstra opmærksom på, om dit barn udviser tidlige tegn på myopi. Det kan eksempelvis være, at de kniber øjnene sammen eller sætter sig tæt på skærmen når de ser TV. Hvis du har mistanke om, at dit barn kan være nærsynet, så er det vigtigt at få det undersøgt. En synsundersøgelse varer cirka 30 minutter og forløber helt smertefrit.

Synsundersøgelse for myopi
Optometristen kan foretage en synsundersøgelse på barnet, men det er vigtigt at huske på, at hvis der skal tilpasses briller eller kontaktlinser til et barn under 10 år, så skal barnet først være tilset af en læge. Forinden har man været tilset af en skolesundhedsplejerske, og derefter vil man blive tilset typisk af en øjenlæge eller en ortoptist. Synsproblemer hos børn kræver til tider en anden form for behandling. Under synsundersøgelsen hos optometristen vil der blive foretaget en række tests for at udmåle en eventuel synsfejl, og derefter at give barnet den rigtige korrektion. Flere og flere børn bruger kontaktlinser, og kontaktlinser kan være et rigtig godt supplement til briller, da børn oplever større frihed, specielt hvis livet byder på en masse aktiviteter og en hverdag fyldt med sport og oplevelser udenfor. Endagslinser er altid anbefalet som det første, da det ikke kræver rengøring at bruge dem, og det giver således en fordel for børn i skolealderen.

Linseoplæring
I forbindelse med synsundersøgelsen vil barnet, og i visse tilfælde også forældrene, modtage grundig oplæring i at sætte linserne på og tage dem af igen på sikker og forsvarlig vis. Sammen med optometristen taler man om brug, håndtering og hygiejne, så både barn og forældre føler sig trygge med linserne i hverdagen. Linserne skal derefter anvendes dagligt eller som et supplement til briller. Når barnet er syg (f.eks. forkølet) anbefaler man, at barnet ikke bruger linser. Barnet bør i stedet bruge briller, da øjnene er mere modtagelige for vira og infektioner under sygdom.

Efterkontrol
Hver person har individuelle behov, og derfor er det vigtigt, at man går til regelmæssige undersøgelser, for at kunne kontrollere og følge nærsynethedens/myopiens udvikling, og tilpasse styrken på linserne. Når man bruger kontaktlinser, så bliver man indkaldt til hyppigere kontrol, og ved myopibehandling sker det ofte hver 6. måned. Dette sker så alle kan føle sig trygge, og for at optometristen kan følge øjnenes vækst og ændring i styrke over tid.

Myopi-bremsende behandling
I dag findes der alternativer til almindelige briller og kontaktlinser, som kan bremse udviklingen af myopi for at holde nærsynetheden på et lavere niveau. Behandlingerne kan ikke fuldstændig stoppe udviklingen af synsfejlen, men de kan ofte bremse udviklingen, så barnet ikke bliver så nærsynet som hvis behandling ikke var blevet iværksat. Derfor er det vigtigt, at behandlingen med specielle kontaktlinser, brilleglas eller  medicinske øjendråber påbegyndes så tidligt som muligt, og fortsættes så længe øjnene vokser.

Når øjet bliver længere bliver nethinden strukket, og bliver med tiden udtyndet. Dette kan betyde, at øjet bliver mere sårbar overfor visse øjensygdomme. Forskning viser, at højere grader af myopi hænger sammen med en øget risiko for glaukom (grøn stær), myopisk makuladegeneration og nethindeløsning. Når man bruger linser med en opbremsende effekt på myopien, mindsker man ikke blot risikoen for følgesygdomme, men man udsætter også tiden for hvornår øjensygdomme vil opstå.

Kontakt din optometrist for yderligere information, eller læs mere om CooperVisions MiSight® 1 day bløde endagslinser til myopibehandling her.